Vores kunder fortæller...
Udvikling af mellemledere

Søværnets Sergent- og Grundskole (SSG) er Søværnets hovedskole i Bangsbo Skov. Skolen håndterer årligt 600-800 elever. Foruden en stab af faste medarbejdere har SSG et tæt samarbejde med eksterne undervisere fra lokalområdet – herunder konsulenter fra Kursuscentret, Frederikshavn Handelsskole, som underviser i akademifagene ’Ledelse i praksis’ og ’Organisation’ på Søværnets Videreuddannelsestrin 1/2 for mellemledere (VUT 1/2 ML)

- Akademifagene er en vigtig del af Søværnets mellemlederuddannelse. Med fagene ’Ledelse i praksis’ og ’Organisation’ får den enkelte en konstruktiv viden om praktisk og strategisk ledelse. Den enkelte lærer at analysere samspillet mellem struktur, processer og kultur – og får i forlængelse heraf redskaber til at afbøde de indbyggede ulemper, der er i en hvilken som helst organisation, fortæller chef for uddannelsesafdelingen Finn Hansen.

Mellemlederens kompetencer

Forsvaret har et generelt ønske om at tydeliggøre mellemleders kompetencer i relation til det civile arbejdsmarked – og ser akademifagene som en væsentlig byggesten

- Det betyder meget for os, at akademiuddannelsen repræsenterer en statsanerkendt kompetencegivende eksamen med ECTS point, som ikke kun er målbar i forsvaret – og som derfor gør det lettere at niveaufastlægge mellemledernes kompetencer uden for porten, fastslår Finn Hansen.

Sparker udviklingen i gang

- Akademifagene er med til at sparke en personlig udvikling i gang hos den enkelte. Vi oplever Kursuscentret, Frederikshavn Handelsskole, som en tillidsfuld og professionel samarbejdspartner, der formår at indfange, hvad vi har behov for, så undervisningen bliver optimeret i forhold til vores mellemledere. Konsulenterne er dygtige til at formidle viden – og vigtigst af alt formår de at sætte teorien og de praktiske redskaber i et perspektiv, som vi kan relatere til. Det er ikke en let opgave, da vi har en bredt funderet elevkategori. Typisk består akademi-holdene udelukkende af vores egne folk – men vi ser det som en gave, når civile eller personel fra andre militære myndigheder følger holdet, da der giver en god erfaringsudveksling på tværs af faggrænser – og giver dermed uddannelsen en endnu bredere vinkel, fastslår Finn Hansen.

Denne sides adresse: http://www.kursuscentretfh.dk/SSG.asp
Kursuscentret, Frederikshavn Handelsskole  -  Kirkegade 9 - Boks 718 - 9900 Frederikshavn  -  Telefon 9620 5597 - Fax 9620 5530  -  E-mail info@kursuscentretfh.dk